Ræven
En novelle af Elke Olaf Goll, 1.e
Gustav var lige fyldt 30 den 30. oktober, da han flyttede tilbage til sin mors gamle bindingsværkshus med hendes 20 sorte, brune og sølvfarvede høns. Hun havde aldrig kunne fordrage de hvide. Det faldt nok sammen med hendes stramme forhold til skidt. De var sjældent rene, de hvide.
Som et reb der trevlede op, var hans liv langsomt faldet fra hinanden, fiber for fandens fiber. I sidste ende så han ingen andre muligheder end at lytte til sin mors stemme, gjort hæs af for meget whisky og for mange cigaretter, og flytte tilbage til den lille flække af et samfund hvor han voksede op. Hvad skulle han ellers gøre?
For første gang i han-vidste-ikke-hvor-længe trillede Gustav ind i den lille landsby og blev med et overkommet af nostalgi. Synet af det lille supermarked og alle de gamle gårde vækkede dusinvis af minder fra simplere tider. En løbsk løbeand pilede over vejen og han skrev sig bag øret at tage ned til gamle Erik. Han var den eneste, der havde sorte.
Den gamle Volvo udstødte et langt suk, da Gustav omsider drejede nøglen i. Det røde bindingsværk trængte til en kærlig hånd, men det måtte tilsyneladende vente på hans mors beslutning om at søge nye græsgange. Gustav måtte lukke sig selv ind. Hans mor var velsagtens nede hos Gamle Birgit for at spille poker. Han efterlod sin kuffert på sit gamle værelse, og satte sig ud på bænken bag huset med en håndfuld korn. Hønsene strømmede klodset til. En enkel hoppede op ved siden af ham og fik sin egen lille portion. Den klukkede nervøst, da han strøg den over ryggen men flyttede sig ellers ikke.
Erik var svær at se for al røgen i baren.
”Ræven har været på spil igen”, knurrede han. Gustavs mor var ved at kløjes i sin cigaret.
”Hva’?” Hvæste hun over sin hosten. Gustav rejste sig og bankede hende blidt på ryggen. ”Har den nu taget fler’ af din’ fjerkræ?”
”Ja hva’ fa’en regner du med?! Den er for dælen da ikke bare kommet forbi til en kop te!”
”Ja ja den er go’ med dig. Hvis den har så’n smag for dine dyr så se dog at få sikret dit hønsehus!”
Han hørte ikke resten af samtalen. Døren have lukket sig bag ham, og den friske luft fyldte hans lunger. Hans hoved smertede svagt og var som stoppet med vat, men det var vel hvad der skete, når man sov dårligt. Det var nok stress. Han havde sendt jobansøgninger ud til alle, der overhovedet ville overveje at ansætte ham. Men efter 2 måneder var der stadig ingen tilbagemeldinger.
En kunde forlod baren og døren blev stående åben. Erik og hans mors stemmer kunne tydeligt høres derindefra. Ræven var stadig diskussionens omdrejningspunkt. En af Gamle Birgits naboer, som også selv havde været offer for det snu dyr, havde i en spøg forslået at det måske var Gustav der havde taget ræven med sig inde fra byen.
Gustav havde været hjemme i lidt over en uge, da der begyndte at forsvinde fjerkræ. Det vil sige, flere end ellers, ræven havde fået blod på tanden. Michael havde mistet 6 ænder på en nat.
Dagen efter tilbød han Erik sin hjælp med at sikre hønsehuset. Tilbuddet blev taknemmeligt accepteret.
December kom og gik uden Gustav fandt sig et job. Derfor havde han heller ikke forladt den lille landsby. Han tilbragte juleaften med sin mor og hendes pokervenner nede hos Gamle Birgit. De spillede poker det meste af natten. Gustav traskede hjem efter maden.
Dagen efter havde ræven været i deres eget hønsehus og en af de fine sorte høner var blevet hugget. Hans mor skældte ham begge ører så fulde, at hans hoved begyndte af dunke med løftet om en hovedpine.
”Hvor dum kan man være knajt! Hvorfor lukkede du ikke lågen?!”
Det syntes han bare, at han havde gjort.
Gustav fortsatte som han plejede. Sendte jobansøgning efter jobansøgning og prøvede at ignorere følelsen af fibre der flækkede i hans indre i takt med dem. Han havde fået midlertidigt job nede hos købmanden. Efter at have optimeret Eriks hønsehus var Gustav blevet en eftertragtet arbejdskraft. Han lagde bundnet til højre og venstre, lappede huller og lavede hegn og lemme. Det var sjovt synes han. Nærmest hyggeligt. Helt sikkert en god måde at genskabe tabte relationer.
Men efter et par måneder blev det tydeligt at hans arbejde ikke bar frugt. Ræven slap ind alligevel, og Gustav kunne aldrig finde ud af hvor den kom ind henne. I sidste ende måtte han opgive sit foretagende.
Regnen stod ned i stænger udenfor. Et rigtigt forårsskyl. Gustav sad og bekymrede sig for forårsblomsterne.
”Har du hjulpet til med nogen hønsehuse for nylig?” De sad over aftensmaden. Dråberne slog mod vinduet, i symfoni med det rytmiske KLING når vandet fra lækken i taget ramte ned i gryden midt på stuegulvet. De skulle se at få ordnet det tagværk.
”Næh. Der er intet at lave på dem. Jeg ved ikke, hvordan den kommer ind den ræv.” Han stak et stykke farsbrød i munden.
”Du bliver ellers ved med at slæbe fjer med ind i gangen.” Hun spiddede ham med et blik. Det havde hun altid været god til.
”Det gør jeg da ikke.”
”Det er da sandelig ikke mig der gør det.”
”Så må det være Findus.” Han pegede over på katten med gaflen. Den kiggede søvnigt op. ”Og hvis det var mig, så er det velsagtens fordi en af damerne er i fæld.”
”Fjerene er hvide. Og røde. Hvor skulle han finde dem henne? Mine damer er hverken eller. Og de er heller ikke i fæld.” Hun gumlede tænksomt et stykke kartoffel. Så smilede hun skælmskt. ”Desuden kan Findus ikke tage en høne.”
De grinede lidt på kattens bekostning.
Da Gustav vågnede næste morgen, var hans hår og tøj vådt.
Over morgenmaden kunne han mærke sin mors blik på sig.
Hun var ikke til at aflæse.
Da sommeren nåede bøhlandet, var byen i opråb. Hr. Madsen, en gammel sur mand med en mageløs hønseflok (nok de eneste han elskede), var, for første gang siden han fik høns, blevet offer for ræven.
”Det er jo umuligt! Han har net under gården,” Gamle Birgit begyndte balstyrisk at tælle på sine knortede fingre, ”lås på døren, Gustav har kigget det i hoved og hale og han lukker lemmen om natten så de ikke viser sig frem som en anden oksemørbrad hos slagteren!”
Men Hr. Madsen vidste præcis hvilken høne der var blevet ham hugget.
Den lille by var en uge senere indkaldt til rådsmøde. Opslagstavlen var spækket med sedler. Ting til salg, en savnet kat, ærinder der skulle ordnes. Men over de seneste måneder var ræven blevet tavlens stjerne, i form af brok og ønsker om fælder og gift. Den store gule indkaldelse var blevet hængt ovenpå en reklame for skadedyrsbekæmpelse. Gustavs mave føltes som bly. Hans hoved dunkede. Om natten lå han plaget af mareridt. Egentlig ikke om noget synderligt skræmmende. Men den ildevarslende, skæve følelse han havde mens han drømte, gjorde ham skrækslagen.
Rådsmødet gik som forventet. Gustav var udelukkende taget med, fordi hans mor havde bedt ham om det. De af borgerne, der havde mistet dyr, havde alle skreget om kap mens borgmesteren, hvilket egentlig mest var en ærestitel, havde siddet og set træt ud, mens han forsøgte at snige en tår af sin lommelærke ned. Gustav ville ønske, han kunne få en tår. Han hoved værkede og al den råben gjorde det ikke bedre.
Der var både sat fælder og gift ud, hønsehusene var blevet sikret gang på gang. Det havde Gustav personligt sørget for. Men landsbyboerne fortsatte. De ville ikke lytte til fornuft, krævede handling, mere, hele tiden mere. Borgmesteren kunne knap selv få et ord ind. Der blev først stille i salen, da en stemme nåede op over de andre: ”Hvad hvis det slet ikke er en ræv?”
Den ene stemme var hurtigt blevet afskrevet. Det havde været Else der, med sin spage stemme, på magisk vis var blevet hørt over rabalderet. Søde Else var landsbyens ældste beboer og var ikke længere helt rigtig i hovedet. Hendes søn, Michael, som tog sig af hende, havde straks tysset på hende. Mødet var blevet afsluttet kort efter. Gustav havde forslået at få politiet ind over, så de kunne patruljere gaderne og holde udkig efter rovdyret, men blev skudt ned til fordel for et privat vagtværn. Det var det eneste der kom ud af mødet.
Men der kom måske en ting mere ud af det. Byen var anderledes, efter det. Alle så sig en ekstra gang over skulderen. Sneg et blik ind over naboens hæk. Ideen havde slået rod.
Sommeren fortsatte. Gustavs hoved dunkede nærmest konsekvent og hans drømme blev værre. De skæve drømme blev længere og nogle gange var det som om han først vågnede som han sad ved morgenbordet, mens hans mor sad og kiggede mærkeligt på ham. Andre gange vågnede han midt om natten, stående foran sin seng.
Vagtværnet patruljerede hver nat. Men på trods af lygter, rifler og høtyve, fandt de ingen hønsetyve.
Bladene blev røde og det blev Gustav også. Det var da i hvert fald sådan han tænkte på det. Da han vågnede efter et af sine mareridt (og han var vågnet, det var han sikker på), havde han en helt forkert følelse i kroppen. En slags sagte ubehag, som en skygge af den skæve følelse. Og hans arme gjorde ondt, gik det op for ham. Lange røde rifter strakte sig op og ned ad armene på ham. Hans hjerte begyndte at pumpe. Hans vejrtrækning blev anstrengt. Det bankede på døren.
”Gustav! Der er mor’nmad!” Hele hans krop var som udhugget af sten. Hvem snakkede? Han kiggede sig febrilsk omkring. Forsøgte at tvinge luft ned i lungerne.
”Gustav! Er du vågen knajt?” Og så, mere sagte i hendes hæse raspen, ”Det kan for fa’en ik’ pas’ at jeg lege tjener for dig…” Det var som om hans hjerne startede forfra. Som når man genstarter en computer.
”Det var på tide. Får man ikke en gang et go’morgen for ens besvær?” vrissede hun hæst.
”Undskyld… godmorgen.” Hans stemme lød fremmed.
”Så det var bedre,” hendes blik borede sig ind i ham, ”hva’ knajt er du syg? Du ser helt grøn ud i hovedet.” Hun løftede hånden for at nå hans pande.
Gustav viftede hende væk.
”Gud herre bevar mig vel! Hvad har du dog gjort ved dine arme?” Panikken rejste sig igen.
”Jeg- jeg- øh-” han rømmede sig, ”jeg hjalp med at ordne Gamle Birgits brombærkrat.”
Hun så ikke overbevist ud.
Gustav bevægede sig forsigtigt omkring i butikken. Hans læg gjorde ondt. Naboens hund havde overfaldet ham på vej på arbejde. De havde undskyldt mange gange men Gustav havde viftet dem væk. Bare den ikke gjorde det en anden gang.
Natten efter vågnede Gustav fra et mareridt med blød pels og søvndrukken klukken.
Det var en kølig oktober morgen, da Gustavs mor opdagede at hendes yndlingshøne, en smuk dobbeltrandet barnevelder på knap 1 år, som altid hoppede op ved siden af hende når hun skulle fodre, var blevet taget i nattens løb. Samme dag tog hun ned til Erik efter hans gamle riffel. Den var prydet med små røde pletter af rust. Det faldt hende ind at de lignede lidt blomster. Erik havde ikke kunnet jage længe, og riflen havde, i det utætte skur der var dens hjemsted, været offer for både vind og vejr. Det gjorde ingenting. Bæstet fortjente ikke en riffel af guld.
Den nat lod hun sit hønsehus stå åbent. Hun møvede sig forsigtigt ned i et buskads med godt udsyn, på trods af hendes ikke længere helt så gode hofter, og tog resolut en tår af sin lommelærke.
Stilheden fyldte natten. Hun hørte kun den sagte puslen fra nattens dyr.
Indtil Ræven gik ned med et brag.
Gustavs mor lukkede døren til sit hønsehus.
Greb Rævens ben.
Efter det fyldtes nattetimerne med en lyd, som noget tungt der slæbes hen ad jorden. Anstrengt vejrtrækning. Derefter lyden af en spade.
Gustavs mor tørrede sveden af panden da hun var færdig, trak sig tilbage til sit røde bindingsværkshus og skar tænder da hun så hvor beskidte hendes hænder og tøj var blevet. Hun vaskede sig og skænkede sig selv en god whisky. Sukkede.
Stoppede foran Gustavs tomme værelse.
Og låste det.